Højen 1 i Horsens er en transformation af det tidligere Horsens Gymnasium til en ny specialskole for 200 elever og 150 medarbejdere. Skolen skal blandt andet huse elever på autismespektret og erstatter de nuværende rammer på Lundagerskolen.
Projektet er opdelt i tre (måske kun to?) etaper: Første etape omfatter etablering af ny ankomst, to klasselokaleklynger med 16 klasselokaler og fællesrum, administration og toiletter. Anden etape fokuserer på transformation af faglokaler, yderligere klasselokaler samt lærerforberedelse. I sidste etape ombygges de resterende otte klasselokaler og tilhørende fællesrum.
Ombygningen tager udgangspunkt i at udnytte den eksisterende bygningsmasse og samtidig skabe et trygt og inkluderende læringsmiljø for børn og unge med særlige behov. Der lægges særlig vægt på menneskelig bæredygtighed, herunder farvepsykologi, sanseintegration og tilgængelighed. Derudover indgår biodiversitet, genbrug og upcycling som vigtige elementer i projektet. Udearealerne etableres med differentierede legepladser og fokus på et trygt og roligt ankomstflow for elever med bus.
Gennem workshops og brugermøder inddrages både personale og elever aktivt i processen, så der sikres en helhedsorienteret tilgang til både arkitektur, natur og menneskelige behov.
Projektet forventes at stå færdig i 2029.
Omfang
9.000 m²
Adresse
Horsens
Anvendelse
Specialskole
Ydelse
Totalrådgivning
Bygherre
Horsens Kommune
Samarbejdspartnere
SWECO A/S og Juul & Nielsen A/S