Gartnerhuset

Gartnerhusets udtryk er et landhus fra omkring 1815, opført i massiv lerjord.

Ved opførelsen var gængse byggematerialer knappe og bekostelige, så der er brugt det, der lokalt var ved hånden. Metoden er ressourcebesparende og i det lys interessant – også i dag som eksempel på bæredygtigt byggeri med lang holdbarhed og uden en lang transportkæde fra leverandørerne.

ERIK arkitekter har restaureret huset, og i den sammenhæng går det fra at være en bolig til at være et levende udstillings- og kulturhus. Det er en del af det omgivende haveanlæg i ”Sct. Hans Have” – en socialøkonomisk virksomhed, der med udgangspunkt i stedets særlige historie har som formål at fremme mental sundhed.

Gartnerhuset er så interessant og enestående, at det er værd at bevare for eftertiden. Husets særlige konstruktion af stampet, massivt ler er udført efter pisémetoden.
Pisé er en byggemetode, hvor lerjord stampes i en forskalling. Forskallingen flyttes, efterhånden som stampningen skrider frem. Husene er, til forskel fra huse opført i bindingsværk, tætte og ikke brandfarlige, da væggene ikke indeholder træ.

Byggemetoden var kendt i Danmark allerede, da lensgreve Adam Gottlob Moltke i 1780 opførte en skole ved Bregentved efter pisé-metoden. Man må gå ud fra, at Grev Moltke kendte til metoden fra de franske lærerkræfter, som han tilknyttede Kunstakademiet. I 1795 sendte Rentekammeret en repræsentant til byen Meldorf i Ditmarsken/Holsten. Her var man ved at opføre et stampet pisé-hus til byens branddirektør. Huset var tegnet af C.F. Hansen, stadsarkitekt i Altona.

Gartnerhuset med pisé-vægge er karakteriseret af tydelige stampelag og gennemgående huller for de planker, som har fastholdt forskallingen. Metoden bliver endnu mere interessant, da flere aktører i byggebranchen er begyndt at etablere produktion af lerbyggesten, der bidrager med et meget lavt CO2-udslip.

Det første, ERIK arkitekter gik i gang med, var at afdække alle de overflader, der ude og inde manglede vedligehold, og igennem destruktive prøver afdække husets generelle tilstand. Der er afdækket, hvor der gennem tiden er anvendt ikke-hjemmehørende puds og maling, der ikke egner sig til den åndbare ler- og trækonstruktion.

Gartnerhusets historie er nøje afdækket, og i restaureringsprocessen er der dykket ned i facadernes opbygning. Før 1860 var vægoverfladerne groft pudset, hvidkalket ler. Ved en opgradering omkring 1860 formodes det, at væggene er blevet rettet op med kalkpuds, der er isat indvendige døre, og der er etableret et køkkenbord.

Denne antagelse bygger på, at første lag maling er i brune nuancer og formodes at have været ådringer, som var oppe i tiden på dette tidspunkt. Vi har fundet rester af klare nuancer med limfarve – især under brystningspanelerne, hvor de gennem tiden har ligget beskyttet.

Ved renoveringen omkring 1860 formodes det, at et stråtag er blevet udskiftet med spån. Der er fundet mange spån i tagetagen – tagkonstruktionen er under alle omstændigheder udført til et let tag.

Fyldningsdøre, karme og paneler er slebet og har fået oliemaling på ny, tro mod 1860’er-udtrykket, hvor hospitalet blev kraftigt udbygget og samlet til et arkitektonisk sammenhængende bygningsanlæg.

Efter de nødvendige udskiftninger blev udført, blev der etableret efterisolering af brystninger indvendigt, og vægoverfladerne blev pudset. ERIK arkitekter har haft en tilgang, hvor Gartnerhusets overflader er malet med kalkmaling i farver, der er fundet ved konservatorundersøgelser og bag de eksisterende paneler.

Huset er naturligvis brandsikret, og ERIK arkitekter bruger det som casestudie til at skabe et katalog med løsninger til, hvordan man brandsikrer ældre bygninger uden at anvende moderne materialer som gipsplader og brandmaling.

Renoveringen er udført for Roskilde Kommune med rundhåndet donation fra OJD Fonden.