Rockwools bygningsakustiske RIAL-laboratorium er skabt til at undersøge de lyde, vi helst holder ude af hjemmet – i en tid, hvor vi bor tættere og på færre kvadratmeter. Her testes alt fra naboens fest til overboens morgenrutine.
Laboratoriet er formgivet til at afprøve Rockwools mange akustikprodukter – både dem, der dæmper støj, og dem, der styrker talehørbarhed og oplevelsen af privatliv. Det gælder ikke kun i boliger, men også på kontorer og i industrien.
Her arbejdes der med lyd, der bevæger sig gennem bygningsdele – etagedæk, vægge og bjælker. Forskere undersøger materialers muligheder og grænser og udvikler løsninger, der forbedrer trivslen i vores bygninger.
Bygningen rummer syv uafhængige testrum, et centralt torv og et kontrolrum – alt samlet under en selvbærende “sarkofag”, hvor tag og ydervægge står adskilt fra testkernernes fundament. De teknisk afkoblede kerner hviler på udskiftelige neoprener, så vibrationer holdes væk fra det følsomme udstyr.
Udadtil fremstår laboratoriet med et råt, industrielt udtryk – beklædt med Rockpanel-plader, der smelter naturligt ind i Rockwools campus i Hedehusene. Indenfor afslører bygningen sin farverige personlighed: et lille testunivers, hvor håndværkere kan bygge forsøgselementer 1:1. De farvede betonrum står på et lyst gulv, omgivet af røde stålkonstruktioner og et loft, der oser af industriel karakter.
Dagslyset strømmer ind gennem hævede tagpartier og skaber næsten teateragtig stemning omkring torvet – indtil man træder ind i laboratorierne, hvor ro og præcision tager over. Her dominerer hvide flader, synlige installationer og firkantede lamper.
Vi har ydet indledende sparring og rådgivning, dispositionsforslag, projektforslag, myndighedsbehandling, projektering samt udbud i hovedentreprise. Derudover har vi ydet projektopfølgning og fagtilsyn samt bistand til bygherre ved aflevering. Vi har været underrådgiver til Niras, som har alle ingeniørfag med.
OMFANG
600 m²
ANVENDELSE
RIAL-lydlaboratorium
ADRESSE
Hovedgaden 584, 2640 Hedehusene
BYGHERRE
Rockwool International A/S
YDELSE
Arkitektrådgivning, underrådgivning
SAMARBEJDSPARTNERE
Niras